NAVIGATION
For medlemmer
Kontaktoplysninger
Havnegade 39
1058 København
CVR: 25493915
Lysholt Allé 3
7100 Vejle
CVR: 25493915
Tekst: KOMMID
Hvis du kigger på din telefon, har du højst sandsynligt mindst én af dem. De madrelaterede apps. Fokus på mad har nemlig aldrig været større end nu, og det kan tydeligt mærkes på udbuddet af apps. Det fortæller Nathalie Camilla Larsen, der er digital chef hos kommunikationsbureauet LEAD Agency og kendt fra bl.a. ‟Go’ Morgen Danmark” som specialist i digitale trends.
– Interessen for sundhed og kost er gennem de senere år eksploderet. Det handler dels om, at vi gerne vil spore og holde øje med vores sundhed og madindtag, og dels om at få inspiration, vejledning og simpelthen gøre madlavningen enklere. Som med så mange andre elementer i tilværelsen er processen omkring madlavningen blevet digitaliseret. Det skal være lige ved hånden, og derfor findes der et hav af apps, der inspirerer, udforsker og udfordrer vores madvaner, siger hun.
En af de helt store tendenser inden for madapps handler om hjælp til selvhjælp, fortæller Nathalie Camilla Larsen.
– Du skal lære at snitte kartofler som en professionel via et YouTube-klip, men du skal også kunne finde den ret, der lige præcis matcher det, din mave drømmer om på et givet tidspunkt. Nogle af de bedste apps er dem, der formår at personliggøre deres anbefalinger. Dem, der anvender de informationer og data, du giver, til at anbefale dig ingredienser og retter, som er skræddersyet til dine behov. Jo mere du kan se dig selv i de ting, du får anbefalet, jo mere vil du bruge appen.
Det gælder eksempelvis opskrifter eller indkøbslister, men også i forhold til kost og sundhed er personaliseringen en vigtig pointe.
– Der findes efterhånden apps til alle typer diæter – eksempelvis glutenfri eller vegansk kost. Der er et hav af retninger inden for madkultur, og det er meget synligt inden for teknologien. Det er simpelthen blevet nemmere at have særlige madvaner eller bare være kræsen, fortæller Nathalie Camilla Larsen.
Spørger man eksperten, er hun ikke i tvivl om, at tendensen med madapps er kommet for at blive. Alligevel vurderer hun, at vi fremover vil opleve en ændring i udbuddet af apps.
– Der er ingen tvivl om, at vi får flere digitale redskaber, når det gælder mad, men jeg tror også, vi vil opleve en mætning i forhold til, hvor mange apps vi egentlig har brug for. Jeg forudser, at brugerne i stigende grad bliver bedre til at navigere i udbuddet af apps og gennemskue, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Og det stiller krav til udviklerne. Helt konkret tror jeg, det betyder, at der bliver færre madapps på den lange bane, men at de, der er, bliver bedre.
Nathalie Camilla Larsen er heller ikke i tvivl om, at personliggørelsen af apps vil vinde endnu større indpas.
– Apps er allerede enormt personliggjorte, men fremtidens apps bliver endnu bedre til at hjælpe os i retning af, hvad vi kan lide, og hvordan vi får det, vi har brug for. Eksempelvis kan man forestille sig endnu mere intelligente apps, der præcis kan regne din smag ud på baggrund af dine data. Eller apps, der kan regne ud, at du mangler grøntsager i din kost, og derfor foreslår dig retter med mere grønt.
Nathalie Camilla Larsen spår netop, at fokus på sundhed vil være endnu mere udpræget i fremtiden, end det er i dag.
– Det er ikke umuligt at tænke sig en situation, hvor man med sin telefon tager et billede af sin mad og derefter får at vide, hvor mange kalorier der ligger på tallerkenen. Vi vil gerne være den bedste udgave af os selv. Men det skal være nemt. Og jo bedre apps er til at hjælpe os i den rigtige retning, jo bedre.
Fem mad-apps du skal kende
Kniber det med opfindsomheden, når du går i køkkenet? Så er der hjælp at hente med denne app, der giver dig simple opskrifter, som er lige til at gå til. Du kan med fordel bruge tid på at registrere, hvad du kan lide, og hvor skarp du er med en køkkenkniv. Så finder Yummly de opskrifter, der passer til dine smagsløg og dine kulinariske evner.
Har du svært ved at holde hovedet koldt ved komfuret, er Thyme helt sikkert noget for dig. Med denne app kan du nemlig få hjælp til at holde øje med dine kogeplader, så du sikrer dig, at kartoflerne ikke bliver udkogte, og sovsen ikke brænder på.
Det her er virkelig genialt! Du fortæller appen, hvilke basisvarer du normalt har i køleskabet, og så hjælper Cloud-Freezer dig med at holde styr på, hvornår det er tid til at købe nye forsyninger. Fortæller du appen, når du putter nye varer i køleskabet, og når du tager hul på dem, holder Cloud-Freezer desuden styr på holdbarheden.
I en travl hverdag kan det nogle gange være fristende at købe aftensmaden i stedet for selv at smøge ærmerne op og gå i køkkenet. Og det giver faktisk ekstra god mening med denne app, der viser, hvilke restauranter der har mad i overskud, og som derfor sætter deres mad på bud.
En parodi på datingappen Tinder – bare med opskrifter. Du swiper til højre, hvis du finder noget, du kan lide, og som du vil gemme, og til venstre, hvis det er uinteressant for dig.
Artikelen er udgivet i food magasinet vol 4
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem