Hvor går grænsen for udveksling af sensitiv information med en part, der både er din kunde og konkurrent?

Som du måske ved, afholdte vi for et par uger siden “Fairness for All – Nordic Fair Trading Conference”, hvor vi blandt andet satte fokus på det nye EU-direktiv mod Unfair Trading Practice, og hvordan man i England har haft gode erfaringer med regulering på området. Men et andet vigtigt emne på dagen var detailhandlens ”dobbeltrolle”, som både kunde og konkurrent – for hvordan håndterer vi som leverandører udveksling af fortrolig information med en kunde, som man ønsker et tæt og godt samarbejde med, når kunden samtidig kan være ens primære konkurrent i den enkelte kategori? Et spørgsmål, der er svært at finde et endegyldigt svar på, men som vi bliver nødt til at forholde os til.

Hvornår styrkes konkurrencen?

Vi er for længst forbi den tid, hvor Private Labels alene var en del af lavprissegmentet. Langt de fleste detaillister har Private Labels i alle priser og kvalitetssegmenter, og de konkurrerer derfor direkte med mærkevaren. Netop derfor er der behov for en mere åben dialog om de udfordringer, det giver, når leverandører af detailhandlere bliver bedt om at dele information, de hverken kan, vil eller må dele med øvrige konkurrenter i kategorien.

Man hører ofte, at Private Labels styrker konkurrencen, da de er med til at presse mærkevareleverandørerne og dermed også priserne. Men er det nu også korrekt? Hvorfor styrker det kun konkurrencen, hvis man deler informationer med nogle konkurrenter og ikke andre? Og ville det også styrke konkurrencen, hvis detailhandlen udleverede de samme informationer til mærkevareleverandørerne, som mærkevareleverandørerne bliver bedt om at udlevere til detailhandlen?Burde regler om udveksling af informationer ikke være ens for alle?

De konkurrenceretslige retningslinjer siger det klart – man må ikke dele informationer vedrørende omkostningsniveauer og priser med sine konkurrenter. Men hvad gør man så, når ens nærmeste konkurrent (detailhandleren), som også er ens kunde, beder om at få oplyst fx pakkeomkostninger, råvarepriser eller distributionsomkostninger? Var det enhver anden konkurrent, ville det være et brud på de konkurrenceretslige retningslinjer. Styrker det virkelig konkurrencen, at man udleverer sin omkostningsstruktur til en konkurrent? Og hvis det er information, man ikke må udlevere, er det så kun den, der udlevere informationen, der bryder loven, eller er det også den, der efterspørger informationen?

Med den stigende vækst på Private Label-området er ”The Dual Role of Retailer as Customer and Competitor”, en udfordring, som vi konkurrenceretslig må forholde os til. Når emnet kommer op, rejser der sig en helt række spørgsmål, som skal besvares. Svarene må vi som branche også selv bidrage med, hvilket vil være et fokusområde for foreningen den kommende tid.