NAVIGATION
For medlemmer
Kontaktoplysninger
Havnegade 39
1058 København
CVR: 25493915
Lysholt Allé 3
7100 Vejle
CVR: 25493915
Tekst: KOMMID
Der er sket rigtig meget med reduktion af madspild de seneste år. Både leverandører, detailhandlen og foodservice-området har fokus på dette. Alle vil gøre noget. Bidrage til et bedre miljø og til mindre spild. Men når vi langt nok? Gør indsatsen en forskel? Er det de rigtige knapper, vi trykker på?
For få uger siden blev årets store fødevaremesse Copenhagen Food Fair afholdt i Bella Centret. Et vigtigt punkt på messens agenda var madspild. Fagfolk fra branchen var samlet til en status og en vurdering af, hvad næste skridt bør være. En af de ting, der var i fokus, var, at det er på tide med handling.
– Der er sket mange gode ting de seneste år, men nu skal vi til at komme med løsninger i stedet for bare at tale, siger Selina Juul.
Hun peger på, at der er flere initiativer i gang fra både leverandør- og detailsiden og at der så småt også er søsat samarbejder, men at det bør være langt mere udbredt, mere omfattende og mere dybdegående.
– Der er nogle spændende ting i gang, der findes flere gode madspildsværktøjer, som leverandørerne stiller til rådighed for deres kunder, og som noget nyt er der lavet en decideres madspildsuddannelse for kokkeelever, så det er jo rigtig positivt, at der sker alle mulige initiativer rundt omkring. Men vi skal have langt mere fokus på forebyggelsen af madspildet end vi har i dag, forklarer Selina Juul.
Hun påpeger, at pressens fokus primært ligger på symptombehandling, og kan godt se, at der ligger mange gode historier dér, men at de også kan findes i forebyggelsen.
– Vi skal bare være bedre til at få dem frem og i det hele taget til at arbejde med den del. Mad til hjemløse er en fantastisk sag, men det ændrer ikke på, at vi overproducerer alt alt for meget.
Ifølge Selina Juul er det netop forebyggelse, der skal sættes fokus på. Og dét med helt konkrete løsninger. En af de mere overordnede hun selv er involveret i er lanceringen af verdens første tænketank mod madspild. En tænketank, som støttes af både FN og flere store danske og internationale aktører, hvis grundlag er at skabe mere vækst med mindre madspild.
– Noget af dét, vi har fokus på, er, at mindre madspild ikke må skabe mindre vækst. Hvordan vi sikrer, at halvering af madspildet på eksempelvis et hospital ikke skyldes, at de køber mindre ind, så en af konsekvenserne er nedgang i omsætningen. Så handler det om at tænke i nye initiativer, fokusere på kvalitet og producere endnu bedre varer, som kan afsættes til en dyrere pris eller på en ny måde. Det handler om at komme et skridt foran og tænke langsigtet, siger hun.
Hun peger på initiativet med at sælge skæve agurker til foodservice, nu de ikke kan sælges i butikkerne. På at servere maden på mindre tallerkener og gå væk fra buffeterne, som har for vane at give enorme mængder madspild. På at tænke i nye typer emballage med genluk og mindre inddelinger, som gør det muligt kun at bruge det, situationen kræver. Men hun peger samtidig på, at et tættere samarbejde mellem leverandører og handlen er nødvendigt.
– Samarbejdet er slet ikke tæt nok. Parterne får ikke talt sammen og sat fælles mål. Der burde være en fælles platform, hvor de kan tale sammen, dele erfaringer og sætte fælles mål. Måske man kunne finde én, der kunne facilitere det, spår hun og peger samtidig på, at der skal sluges nogle kameler:
– Hvorfor vil handlen ikke modtage noget, der har mere end ½ års restholdbarhed? De har lavet mange super initiativer med hylder til varer med kort restholdbarhed, og madspildet er mindsket massivt bare med et initiativ som dette. Men dér, hvor der virkelig kan gøres en forskel, er tidligere i værdikæden. Så der slet ikke produceres så meget, vi bare skal skaffe os af med igen.
Hun er overbevist om, at en diskussion om restholdbarhed venter lige om hjørnet. At det er det skjulte madspild, som slet ikke har set dagens lys endnu.
– Der er en skov af initiativer, men vi ved ikke så meget om, hvad der virker og hvad der ikke har så stor en effekt som ønsket. Madspild som arbejdsområde skal være meget mere strømlinet, og løsningen ligger i at se på hele værdikæden. Har det vi laver sammenhæng hele vejen rundt? Er det et initiativ, der på den lange bane bidrager til at mindske madspildet? Er det en langsigtet løsning eller kun her og nu, det giver et resultat?
Udover tættere samarbejde er en af de ting, Selina Juul mener, der er akut behov for analyser og tal, der kan danne udgangspunkt for nye initiativer.
– Vi mangler nogle tal og udtalelser om de udfordringer, leverandørerne og deres kunder står over for. Vi skal have kortlagt branchen, så vi virkelig kan se, hvor der er udfordringer. Lige nu er der lidt i øst og vest, vi kunne godt trænge til en grundig analyse af forholdene, afslutter hun.
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem