
Vi sætter spotlight på de unge mennesker, der er med til at forme fremtidens FMCG-branche. I denne serie møder du deltagerne i MLDK Young Talent Team 2026 og får indblik i deres motivation, erfaringer og udvikling i branchen.
Hvordan udvikler man sig som ungt talent i FMCG-branchen? Det har vi spurgt Asbjørn Linding Kolding om. Asbjørn er 31 år og ansat ved Arla Foods som Senior Key Account Manager med ansvaret for Dagrofa og nemlig.com på tværs af de friske mejerikategorier og ost.
Som deltager på andet år i MLDK Young Talent Team ser han tilbage på de erfaringer, udfordringer og læringer, der har styrket hans faglige udvikling. Du kan i øvrigt læse det første interview med Asbjørn her.
De kompetencer, der er med til at drive mig fremad både personligt og i min karriere, er mit ambitionsniveau, min evne til at skabe stærke relationer og min lyst til hele tiden at udvikle mig og bygge på. I relation til vores samarbejdspartnere hjælper det os til at finde nye muligheder og konstant udfordre os selv til at blive endnu dygtigere på den korte og lange bane. Stadig med fokus på at få dagligdagen og basis til at fungere, så vi derfra kan bygge på til det næste niveau.
I FMCG-industrien, hos Arla og i mit arbejde er ét af de vigtigste parametre at være effektiv. Det kan betyde, at vi i nogle tilfælde gør tingene, ”som vi plejer”, fordi det ofte virker, og det tager tid at tænke nyt. Her er jeg selv på en udviklingsrejse for at sikre, at vi hele tiden udfordrer vanetænkning og bringer nye perspektiver i spil ind i både værdikæden og vores beslutningsprocesser.
Karriere handler for mig om konstant udvikling. Jeg vil hele tiden være i en proces, hvor jeg bygger på og kan se, hvordan jeg kan tage det næste skridt. Ikke nødvendigvis mod det næste job, men i ligeså høj grad mod det næste niveau i min nuværende stilling.
For min karriere betyder det, at jeg konstant stiller krav om at blive udfordret, er ambitiøs på mine og mine kollegaers vegne, og jeg trives ved at skabe resultater i fællesskab. En tidligere kollega i Arla fortalte mig, at målet for ham handlede om at efterlade “legacies” gennem sit arbejde. På den måde at forstå, at man efterlader et aftryk og har leveret noget af værdi, der har en betydning på lang sigt. Det forsøger jeg at efterleve.

I forbindelse med mit F15® Graduate forløb fra ’20-’22 i Arla var jeg på min 2. rotation i Leeds, UK i rollen som Logistics Change Agent i Logistik lederteamet. Det var en rolle med fokus på 3 store projekter – optimering af logistikstrengen, kommunikation og vidensdeling mellem distributionscentre samt arbejdsmiljø og sikkerhed på vores lokationer.
Udover de udfordringer, der følger med at flytte til et nyt land, var det også midt i en tid med coronavirus. Det betød, at måden vi arbejdede sammen på med vores logistik-sites, hvor sundhed og sikkerhed var altafgørende for virksomhedens drift, blev helt anderledes og primært fra distancen. Derfor blev klarhed i kommunikation, forventningsafstemning og regelmæssig opfølgning endnu vigtigere end nogensinde før for at skabe resultater. Og så var det at blive en del af et nyt team, i et andet land og med begrænset fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, en stor udfordring i sig selv.
FMCG-branchen er præget af højt tempo, konstant udvikling og en tæt kobling til forbrugernes hverdag landet over. Varer bevæger sig hurtigt fra produktion til butik og videre til køleskabet – i relation til mejeribranchen; fra “gård til gaffel”. Hvis man motiveres af dynamik, ansvar og ikoniske brands, så skal man helt klart prøve branchen af. Der er rig mulighed for at komme ind og tage ansvar tidligt, hvis man har lysten, modet og værdierne med sig. Mit bedste råd til unge/nye i branchen er at bruge tid på at forstå hele værdikæden – både i egen virksomhed og hos samarbejdspartnerne. Med den viden, er man bedst stillet til at kunne skabe reel og langsigtet værdi på tværs af organisationer.
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem