
Vi sætter spotlight på de unge mennesker, der er med til at forme fremtidens FMCG-branche. I denne serie møder du deltagerne i MLDK Young Talent Team og kan høre om deres vej ind i branchen samt deres motivation og hverdag.
Jeg hedder Rasmus Vestergaard Christensen, er 29 år og er Jr. Key Account Manager hos Atria Danmark med ansvar for 3-Stjernet og Aalbæk Specialiteter.
Jeg driver salget på tværs af detail og foodservice med kunder som Nemlig.com, LIDL, ABC Lavpris, Dagrofa Foodservice og Wolt. I praksis arbejder jeg i spændet mellem strategi og eksekvering: jeg udvikler kommercielle planer, sparrer på sortiment og kampagner, forhandler og følger op på performance – og koordinerer tæt med bl.a. produktion, innovation og marketing, så initiativer bliver omsat til synlig vækst i butik og online.
Det, jeg især synes er spændende, er at kombinere data og markedsindsigt med relationer og tempo, så vi skaber løsninger, der både styrker kundens kategori og vores brands.
Jeg er uddannet HD i Business og startede i branchen som elev i en anden fødevarevirksomhed. Jeg søgte til Atria Danmark, fordi de stærke, velkendte brands kombineres med tydelige ambitioner, internationalt udsyn i en nordisk koncern og et markant fokus på ansvarlighed.
Det tiltalte mig at få en kommerciel rolle med højt tempo, tæt kundekontakt og mulighed for hurtigt at tage ansvar og skabe synlige resultater – i et miljø med høje krav og et stærkt holdspil på tværs af funktioner.

Atria Danmark er et sted, hvor stærke brands og stolte traditioner møder en moderne, datadrevet måde at udvikle kategori og kunder på. Man får ansvar tidligt, arbejder tæt på beslutningerne og samarbejder på tværs for at flytte forretningen – med kvalitet i alle led fra råvare til eksekvering. Samtidig giver den nordiske koncern et internationalt perspektiv og en klar retning frem mod 2030 med fokus på bl.a. ansvarlighed og bæredygtighed.
Jeg oplever, at mærkevareleverandørerne driver en stor del af udviklingen i FMCG ved at omsætte nye forbrugerbehov til konkret innovation. Der investeres målrettet i produktudvikling, kvalitet og bedre løsninger i værdikæden, samtidig med at krav til dokumentation og reduktion af CO2-aftryk stiger. Det pres skaber fremdrift – og gør, at vi kan levere værdi for både kunder, forbrugere og samfund.
Hør Rasmus fortælle mere her
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem