
Vi sætter spotlight på de unge mennesker, der er med til at forme fremtidens FMCG-branche. I denne serie møder du deltagerne i MLDK Young Talent Team og kan høre om deres vej ind i branchen samt deres motivation og hverdag.
Mit navn er Frederik Kjærgaard Jensen. Jeg er 27 år og har været en del af Orkla siden 2020, hvor jeg blev ansat som studentermedhjælper, mens jeg færdiggjorde min cand.merc.-uddannelse. Efter endt uddannelse blev jeg fastansat i marketingafdelingen, inden jeg senere tog skridtet videre til salgsafdelingen, hvor jeg arbejder i dag.
I dag sidder jeg som Key Account Manager med ansvar for snacks-kategorierne, herunder blandt andet KiMs og Panda. Jeg har ansvaret for en række kunder på tværs af den danske dagligvarehandel, hvor opbygning af kunderelationer og løbende strategisk forretningsudvikling, med alt hvad det indebærer, er centrale elementer i min dagligdag. Det, jeg finder mest spændende i mit arbejde, er at omsætte indsigter til konkrete løsninger og skabe vækst i tæt samarbejde med kunderne.
Og hey, selvom det er arbejde, skal vi have det sjovt undervejs i både med- og modvind!
Jeg valgte Orkla, fordi det var en unik mulighed for at arbejde med et af Danmarks stærkeste og mest ikoniske brands, KiMs, samtidig med at jeg kunne kombinere det med min uddannelse. Gennem studiet fik jeg mulighed for at omsætte teori til praksis og opbygge værdifuld erfaring gennem spændende og hands-on opgaver.
Efter endt uddannelse blev jeg fastansat som Junior Brand Manager med ansvar på tværs af KiMs og Panda. Her arbejdede jeg blandt andet med BTL-aktiviteter såsom forbrugerkonkurrencer, butiks- og kampagnematerialer, sponsorater og designudvikling. Derudover var jeg involveret i flere ATL-aktiviteter, herunder marketingkampagnen KiMs Chips Battle.
Senere tog jeg skridtet videre til salgsafdelingen, hvor jeg arbejder i dag.

I Orkla Snacks arbejder vi med nogle af Danmarks stærkeste brands, som de fleste kender og har en holdning til, og det er noget helt særligt. Samtidig er Orkla en stor virksomhed med gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Organisationen er præget af stor erfaring, stærke kompetencer og et stærkt samarbejde på tværs af afdelinger, hvilket skaber et inspirerende arbejdsmiljø og en rigtig god arbejdsplads.
Dagligvarebranchens konstante udvikling på både kort og lang sigt betyder, at vi som leverandør og distributør skal turde udfordre det velkendte med respekt for de traditioner, som den danske dagligvarehandel er bygget på. Fremfor at gøre mere af alting handler det i stigende grad om at prioritere de initiativer, der skaber reel værdi for både kunder og forbrugere.
Som leverandør af stærke mærkevarer har vi samtidig en forpligtelse til at levere produkter af høj kvalitet, som forbrugerne altid kan stole på, og til at være til stede dér, hvor forbrugerne er.
Hør Frederik fortælle mere her
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem