NOMINERING TIL SUSTAINABILITY-PRISEN: Fritz Schur Consumer Products’ initiativ ‘Fra papkasse til Svane Papir’

De skriver: Toilet- og køkkenruller af returpap forener design, cirkulær produktion og komfort. Fritz Schur Consumer Products lancerede i uge 5 en markant og iøjnefaldende produktnyhed på markedet for toiletpapir og køkkenruller. Det drejer sig om Svane Papir, som fremstilles af returpap.      

Toiletpapir og køkkenruller forbindes sjældent med design og boligindretning, men Svane Papir ændrer dette med sin neutrale beige farve. Det afdæmpede look passer perfekt ind i moderne hjem, hvor minimalistiske og naturlige stilarter dominerer.  

Det stilrene udtryk er ikke det eneste, der gør Svane Papir til noget særligt. Papiret er fremstillet af returpap, hvilket også appellerer til de miljøbevidste forbrugere. Med returpap bliver fodaftrykket ca. 80% lavere i forhold til produkter fremstillet af nye fibre. 

Til trods for anvendelsen af returpap matcher Svane Papir både blødhed, sugeevne og kvaliteten hos de traditionelle hvide produkter. Dermed forener Svane Papirs toiletpapir og køkkenruller både design, cirkulær produktion og komfort. 

”Vores mål har bl.a. været at vise, at design og cirkulær produktion ikke behøver at koste ekstra eller medføre et kvalitetskompromis. Svane Papir er beviset på, at man kan få begge dele,” siger Carsten Wandorf, som er administrerende direktør i Fritz Schur Consumer Products.  

Gavner den cirkulære økonomi

Historisk har produkter fremstillet af returmaterialer ofte haft modgang på grund af kvalitetsmangler eller højere priser. Men Svane Papir er udviklet med et klart mål om at matche konkurrerende produkter på begge parametre. 

”Den 1. oktober 2025 træder det udvidede producentansvar for emballage i kraft i Danmark. Med det får tusindvis af danske virksomheder ansvaret for at finansiere og organisere indsamling, sortering og genanvendelse af deres emballager. Produkter som Svane papir bidrager til at styrke efterspørgslen på returmaterialer, og det er positivt for den grønne omstilling,” siger Marianne Roed Jakobsen, som er administrerende direktør i kollektivordningen VANA. VANA er stiftet Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv og DagSam. VANA oplyser og hjælper danske virksomheder med at varetage producentansvaret for emballage.  

Et produkt til fremtiden

Papirindustrien har historisk været blandt de første til bredt at anvende returmaterialer. Men mængden af returpapir er faldende, samtidig med at mængden af returpap stiger. Svane Papir understøtter dermed, at kategorien fortsat kan bidrage markant til genanvendelsen af returmaterialer. 

Med den rette kombination af stil, cirkularitet, kvalitet og komfort, forventer Fritz Schur Consumer Products, at Svane Papir kan vinde forbrugernes gunst. Svane Papir blev lanceret i samarbejde med REMA 1000, og er nu på vej til en bredere distribution på markedet. Prisen ligger på linje med eksisterende kvalitetsprodukter. Svane Papir er således klar til at sætte et cirkulært aftryk – både i danskernes hjem og på markedet for husholdningspapir.

Se de andre nominerede her

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem