Produktet der bevidst undgår en specifik målgruppe

NOMINERET TIL ÅRETS LANCERING 2015:

Tekst: KOMMID

Man kunne forvente, at denne produktnyhed ville komme til os fra Italien. Ikke desto mindre er den pæredansk og allerede nu en stor eksportsucces. Pastella Grøntsagsbånd fra Orkla Foods – en friskpasta med 40 % grøntsager – har vundet forbrugernes hjerter i både Danmark og udlandet.

Udgangspunktet var ønsket om at kunne bidrage til forbrugernes sundhed ved at få flere grøntsager ind i maden. Og hvad var så mere nærlæggende end at inkorporere dem i selve produktet frem for blot som tilbehør.

– Vi stod med et produkt, altså den friske pasta, som er svært at adskille sig voldsomt på, og ville gerne bidrage til at gøre danskernes måltider mere grønne. Så tilbage i 2013 startede de første tanker om at udvikle en pasta med af en høj procentdel grøntsager, forklarer Trine Søndergaard, Strategisk Marketingschef i Orkla Foods Danmark.

Den høje procentdel af grøntsager har fra starten været afgørende i produktudviklingen.

– Ledestjernen har hele tiden været, at vi skulle højt op i grøntsagsindhold. Man har tidligere set pasta med et lavt grøntsagsindhold (3-5%), som primært er tilføjet for udseendets skyld. Vores mål var at lave et produkt, hvor man reelt får en stor andel grøntsager ind i sit aftensmåltid, når man spiser frisk pasta, siger hun.

Orkla Foods mener, at Pastella Grøntsagsbånd taler for sig selv og er så stærkt i, hvilken forbrugerfordel det leverer, at de har valgt ikke at gå efter en specifik målgruppe.

– Vi siger ikke, hvem det er til, men hvad det kan. Vi siger ”tænk, hvis pasta var lavet af grøntsager. Det kan du få nu”. Og det kan så være interessant for en sporty person, en børnefamilie eller hvem der gerne vil have flere grøntsager, forklarer Trine Søndergaard, som mener, at produktet vinder på, at det er så enkelt at forstå.

Og så rammer Orkla Foods med Pastella Grøntsagsbånd et hul i markedet.

– Hvem vil ikke gerne spise flere grøntsager? Vi hjælper forbrugerne med at opfylde et konkret behov. Det er altid målet for vores innovation og produktudvikling, og her har vi virkelig ramt plet, siger hun.

Vejen har dog ikke været uden udfordringer.

– Det har været en lang og sej produktudvikling, for det krævede rigtig meget at nå en smag og konsistens, vi var tilfredse med, siger Trine Søndergaard.

En stor portion tålmodighed og fælles kampånd førte produktet i mål.

– Derfor er vi også ekstra stolte over det resultat, vi er nået ud med. Vi gav ikke op undervejs, og nu er succesen bare endnu sjovere, siger hun.

Orkla Foods Danmark eksporterer allerede nu fire varianter af Pastella Grøntsagsbånd til en række lande og forventer, at der kommer flere eksportmarkeder til inden for nærmeste fremtid.

– Jeg kan vist roligt sige, at det her er den største innovation, vi har lavet. Det er kæmpestort, og noget vi er virkelig stolte over, siger Trine Søndergaard.

Nomineringen til Årets Lancering 2015 betyder rigtig meget.

– Vi er sindssygt glade for nomineringen, som slår fast, at det ikke kun er en salgssucces for os, men at lanceringen også har skabt vækst i kategorien. Vi er oppe mod andre store succesfulde lanceringer, men vi krydser alt, og håber på at vinde!

VARIANTER

Pastella Grøntsagsbånd findes i fire varianter: gulerod, broccoli/ærter, blomkål og rodfrugter.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem