
Vi sætter spotlight på de unge mennesker, der er med til at forme fremtidens FMCG-branche. I denne serie møder du deltagerne i MLDK Young Talent Team og kan høre om deres vej ind i branchen samt deres motivation og hverdag.
Mit navn er Stefan Lerche Johansen. Jeg er 30 år og arbejder som Category Development Manager i Royal Unibrew på tværs af vores drikkevarekategorier. Som en del af teamet for Insights & Category Management, er min primære funktion at agere strategisk sparringspartner for bryggeriets kommercielle afdelinger med udgangspunkt i data, indsigter og markedstrends.
I min hverdag arbejder jeg med forretningsorienterede analyser og projekter inden for kategorioptimering, markedsrapportering, forbrugeradfærd og kanaludvikling. Her omsætter jeg data til konkrete anbefalinger med henblik på at skabe vækst for Royal Unibrew og vores samarbejdspartnere. Det, jeg især brænder for, er samspillet mellem data, forbrugeradfærd og kommercielle beslutninger samt at se analyser og strategier blive omsat til konkrete initiativer, der skaber værdi for virksomheden og kunderne.

Oprindeligt startede min rejse i FMCG-branchen med et studiejob hos Colgate-Palmolive/Hill’s Pet Nutrition. Efterfølgende arbejdede jeg en årrække hos NielsenIQ som analytisk konsulent, inden jeg fik chancen for at vende tilbage til en mærkevareleverandør.
Det, som specielt tiltalte mig ved min nuværende stilling, var muligheden for at arbejde med stærke produkter og anerkendte brands samt at være med til at præge den kommercielle retning for disse. Derudover har jeg altid fundet drikkevarebranchen utrolig interessant, da forbrugerne næsten altid har stærke holdninger til deres valg af produkter.
Drikkevarer er i høj grad nydelsesprodukter, og forbrugerne har derfor ofte klare præferencer for eksempelvis smag, funktionalitet og brand. Det gælder uanset, om det er en Faxe Kondi, Pepsi, Royal Pilsner, Heineken eller en Booster, som de møder. Især dette faktum gør det spændende og meningsfuldt at være med i maskinrummet, når der skal træffes beslutninger, som er med til at forme forbrugernes valg og oplevelser i drikkevarekategorien.

Udover at have nogle virkelig markante brands i flere forskellige kategorier, så har Royal Unibrew en virkelig god organisationskultur for unge talenter. Der er en stor ærgerrighed og et højt ambitionsniveau, samtidig med at der er et stort fokus på personlig udvikling. Så hvis man har lysten og gåpåmodet, kan man hurtigt få ansvar for betydningsfulde forretningsområder.
Selvom Royal Unibrew er en international drikkevarekoncern, er der også et meget jordnært og kammeratligt arbejdsmiljø. Der er ingen tvivl om, at virksomheden stræber efter vækst og stærke resultater, men der er ligeledes en kultur præget af tillid, samarbejde og korte beslutningsveje. Det gør, at man som medarbejder både føler sig fagligt udfordret og støttet og får mulighed for at sætte et synligt aftryk på forretningen.

FMCG-branchen er uden tvivl blevet mere kompleks de seneste år, hvor forbrugerne er blevet mere bevidste om deres valg af produkter, ikke mindst inden for drikkevarer. Det stiller større krav til mærkevareleverandørerne om konstant at forstå og forudse de behov, der driver markedet.
I Royal Unibrew arbejder vi derfor aktivt med at udvikle både produkter og kategorier, så vi kan skabe relevante løsninger, der matcher forbrugernes ønsker til blandt andet smag, kvalitet og nye drikkeoplevelser. Samtidig har vi stort fokus på at identificere trends og potentialer, så vi ikke blot følger udviklingen, men er med til at forme den. Det er netop dét, der gør branchen så spændende. Man kan være med til at skabe bedre forbrugeroplevelser og dertil sætte retningen for fremtidens forbrug.
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem