MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S står bag den nye fødevarefagmesse Madværkstedet Bornholm

Messen møder stor opbakning fra tre af landets førende fødevaregrossister, Hørkram Foodservice, BC Catering og Dagrofa Foodservice, og der er høje forventninger til den første udgave, der finder sted i Rønnehallen 8. marts 2023.

Fødevarebranchen på Bornholm får en ny fagmesse, når Madværkstedet Bornholm til marts slår dørene op for første gang. At øen dermed får et mødested for alle, der arbejder professionelt med fødevarer, er særdeles populært i branchen.

– Vi er meget glade for, at der bliver investeret i at skabe endnu bedre rammer for en stor, professionel fødevaremesse her på Bornholm. MCH står i forvejen bag de to messer Foodexpo og Madværkstedet i København, og det er to af de vigtigste begivenheder for fødevarebranchen, så det er kun positivt, at det setup smitter af på messen på Bornholm. Foodexpo og Madværkstedet i København er kendetegnet ved nørderi, skabertrang, entusiasme og høj faglighed, og den stemning kommer også til at præge arrangementet på Bornholm, hvor alle øens professionelle køkkener er inviteret til at deltage, fortæller direktør i Dagrofa Bornholm Jesper Svendsen.

Han understreger, at det er af helt afgørende betydning, at Bornholm har en samlet fødevarefagmesse, hvor folk i branchen kan mødes på kryds og tværs, og hvor den fortsatte madmæssige udvikling på øen er i fokus. Derfor glæder han sig over, at de store fødevaregrossister er blevet enige om at lave denne samlede fødevarefagmesse.

De bedste løsninger og lækre smagsoplevelser
Foruden Dagrofa Foodservice finder man på Madværkstedet Bornholm BC Catering, der ligeledes er forankret med en afdeling på øen, og Hørkram Foodservice. Hos BC Catering Bornholm har man blandt andet fokus på tætte samarbejder med danske mærkevareproducenter, produkter, der kommer direkte fra landmændene, og kystnært fiskeri.

– De besøgende kan forvente at møde de absolut bedste løsninger og produkter, der passer til den kommende sæson på Bornholm. Jeg tænker, at der vil være meget fokus på bæredygtighed, CO2-aftryk og convenient løsninger på de manglende hænder i branchen, vurderer markedschef i BC Catering Jørgen Pedersen.

Hos Hørkram Foodservice glæder man sig over, at de bornholmske restauratører kan komme til messe på øen og blive inspireret og få viden om det store udvalg af produkter, der kan bidrage til deres forretning – og at der er tale om en samlet messe, hvor alle kan byde ind med 100 procent.

– De besøgende kan forvente en flot messe med både grossister og leverandører, der alle vil gøre deres bedste for at forføre dem med faglig snak og lækre smagsoplevelser. Og håbet er, at de vil være tilfredse og vende tilbage år efter år. Desuden har vi en forventning om, at messen bliver en god mulighed for branchen for at netværke og møde gamle kolleger, lyder det fra distriktschef og konsulent i Hørkram Foodservice Ole Seemann.

Alle branchens kategorier repræsenteret
Aktuelt er flere end 50 spændende udstillere tilmeldt Madværkstedet Bornholm, og alle branchens kategorier er repræsenteret – der er stande med alt lige fra nye løsninger inden for kasseapparater til stande med fokus på frisk fisk fra søen. Og denne store og alsidige opbakning fra både udstillere og grossister er ikke overraskende en kilde til stor tilfredshed hos MLDK Mærkevareleverandørerne.

– Vi er rigtig glade for den flotte modtagelse, som Madværkstedet Bornholm har fået i branchen, og det bekræfter os i vigtigheden af, at Bornholm har en samlet fødevaremesse. Tilslutningen er ikke til at tage fejl af, og vi er meget taknemmelige for tiltroen til projektet – og for samarbejdet med grossisterne og MCH, udtaler direktør i MLDK Mærkevareleverandørerne Niels Jensen.

Madværkstedet Bornholm, der arrangeres i et samarbejde mellem MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S, finder sted i Rønnehallen 8. marts 2023.
Læs mere her.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem