Kundens køb starter i hjemmet

Shopper marketing er en disciplin designet til at skabe vækst ved at forbedre shopping-oplevelsen for kunden. Ikke kun i butikken men på hele rejsen fra hjemmet til købssituationen.

Tekst: KOMMID

Peter Speltincx, partner ved Ingenio Consultants i Belgien, var dagens første indlægsholder på årstræffet 2012. I sit 45 minutters oplæg kastede han lys over, hvorfor shopper marketing er så vigtigt, og hvordan både detailhandel og leverandører bør gribe det an.

En af hovedpointerne er, at shopper marketing handler om at se på kundens behov – ikke bare i butikken, men på hele rejsen fra hjemmet, hvor behovet opstår, til efter købet er gjort. Hvert led på rejsen har ifølge Peter Speltincx indflydelse på det næste.

– Ved at have indsigt i kundens rejse kan både detailhandlen og leverandørerne henvende sig til kunden på de forskellige touch points på hele rejsen, og det er et godt værktøj til at øge og forbedre salget i butikken, siger Peter Speltincx.

Informationsbombardement
Det er blevet svært at fange kundens interesse, fordi vi lever i et samfund, hvor vi konstant bliver bombarderet med informationer og tilbud. Peter Speltincx mener derfor, at der skal nye metoder til for, at vi kan skille os ud fra mængden og blive synlige og attraktive for kunden.

– Det handler om at segmentere gruppen af kunder, målrette kommunikationen til de enkelte segmenter og dertil bruge et mix af traditionelle og digitale medier til at kommunikere med kunden på hele rejsen fra hjemmet til butikken og tilbage igen, siger han.

Peter Speltincx fremhæver, at både leverandør og detailhandel kan og bør omfavne den individualiserede kunde og dermed øge og forbedre salget.

Han afslutter sit oplæg med at pointere, at shopper marketing bør implementeres i enhver markedsføringsstrategi for både leverandører og detailhandel.

FAKTABOKS:

Peter Speltincx foreslog bl.a., at mobilapplikationer kan være et godt initiativ til at sikre målrettet kommunikation med kunden på hele rejsen fra hjemmet til køb i butikken. Dette stemmer godt overens med Markedsudvalgets arbejde med lancering af en mobilapplikation, der styrker DLF medlemmernes kommunikation med forbrugeren.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem