Helt oppe på tæerne

I Rema 1000 er de stolte over at være kåret som den mest innovative dagligvarekæde, men er meget opmærksomme på ikke at være selvfede. At gå forrest kræver hårdt arbejde og konstant tanke på morgendagens muligheder.

Tekst: KOMMID

Rema 1000 er ikke kommet sovende til den succes, de nu soler sig i. På Årstræf 2014 blev de af både leverandører og handel kåret som den mest innovative dagligvarekæde, og det er en pris, de er stolte af.

– Vi er meget glade for og beærede over prisen, især da innovation er et område, vi har arbejdet meget målrettet med, siger direktør Henrik Burkal.

Kædens mantra ”Discount med holdning” er bærende for forretningen, og Henrik Burkal mener, at dét er en af årsagerne til Rema 1000s succes.

– Det viser, hvordan vi aldrig går på kompromis. Discount er ikke en kvalitetsbetegnelse, men et spørgsmål om omkostningseffektivitet. I Rema 1000 har vi en klar holdning til, hvad vi sælger og fremover vil sælge.

Kunderne skal have en god smag i munden, når de handler i Rema 1000. Maden skal ikke blot smage godt, varerne skal også have afsæt i nogle sunde værdier. I Rema 1000 har de en ambition om at være Skandinaviens mest værdidrevne virksomhed. Derfor træffer de også valg om samarbejder og forretningsmodeller, der matcher dette fokus på ”omtanke”. Et eksempel er, at Rema 1000 undgår de ellers så populære mængderabatter og i stedet sælger til stk-priser, for på den måde at bidrage til at undgå madspild og at efterleve mantraet ”mad med holdning””.

Vi tør gå imod strømmen
Udover dette mantra, som er bærende for Rema 1000s forretning, mener Henrik Burkal, at kædens succes bunder i en kultur, der giver plads til at være anderledes.

– Vi tør tage chancer, være rebelske og udfordre det gængse, siger han og påpeger, at leverandørerne skal være klar over, at Rema 1000 er en samarbejdspartner, der er klar til at tage chancer.

Samtidig forventer han passionerede leverandører.

– Kunden er vores øverste chef, det må vi ikke glemme. Kæderne og leverandørerne skal samarbejde for at gøre kunden tilfreds. Derfor skal vi finde nogle løsninger, som gør begge parter glade. Vi skal bruge hinandens indsigter til at blive endnu bedre og levere nogle endnu mere attraktive valgmuligheder til kunden, forklarer han.

En af Rema 1000s otte værdier er ”vi skal have det morsomt og lønsomt”. Det skal være sjovt at gå på arbejde. Ifølge Henrik Burkal findes arbejdsglæden typisk i passionen. En passion for at give forbrugeren dét, de vil have. Og dét de ikke vidste, de ville have. Men altid med værdierne på rette sted, fordi Rema 1000 er ”discount med holdning”.

– I Rema 1000 tør vi sige til og fra. Og vi tør tage chancer. Der er ingen tvivl om, at det er noget af det, som har bragt os langt i vores innovationsarbejde, afslutter han.

Artiklen er oprindeligt udgivet i e-magasinet Growth through Innovation #1 i forbindelse med DLF Årstræf 2014

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem