Det ser vel okay ud?

Det går langt fra så hurtigt fremad, som vi kunne ønske, men heldigvis går det heller ikke baglæns. Ifølge cheføkonom Steen Bocian bevæger vi os lige nu sidelæns igennem krisen. Vi har bedt ham tage et kig i den økonomiske krystalkugle.

Tekst: KOMMID

Hvad er status på den økonomiske situation?

Vi er stadig præget af efterskælv fra det store jordskælv i 08-09. Europa er i stor gældskrise. Det offentlige er i krise. Forbruget er påvirket. Og de efterskælv, vi oplever disse år, føles lige så slemme som dengang, for nu er udgangspunktet dårligere. Der hersker tilmed usikkerhed om, hvorvidt der blot er tale om efterskælv, eller om vi reelt er på vej mod en 2. finanskrise. Og dét bliver en selvopfyldende profeti, for det finansielle marked indregner risikoen for, at dette sker, og vil derfor ikke låne penge ud – og så står det hele stille. Så vi må indstille os på, at vi fortsat går nogle svære år i møde.

Hvilken betydning har den økonomiske situation for erhvervslivet?
Både forbrugsadfærden og investeringslysten er plaget af den økonomiske usikkerhed, og det er klart, at det påvirker erhvervslivet. Bekymringen gør alle mere forsigtige, og danskerne er blevet mere opmærksomme på at spare op. Boligsituationen i Danmark er en af de primære hurdler i vores økonomiske situation. Sårbarheden er steget enormt, fordi husene er faldet markant, og folk er fastlåste. Status er, at danskerne forbruger mindre, det er sværere at låne penge, og lånene er blevet dyrere. Og det smitter naturligvis af på erhvervslivet, for der er mindre kage at slås om! Samtidig vil erhvervslivet fortsat opleve, at bankerne har svært ved at hjælpe med vækst. Hvis ikke bankerne kan låne penge, kan de ikke låne penge ud. Så der er stadig et stykke vej, før vi er igennem det her.

Hvordan kan vi forvente, år 2012 kommer til at arte sig?

Alt taget i betragtning ser det vel egentlig okay ud? Væksten er lav, men den er der. Vi kunne alle ønske os, at det så langt bedre ud, men vi må også acceptere, at det vil tage nogle år at komme ovenpå. De kommende år vil det gå op og ned. Der vil ikke være markant fremgang at se, og den endegyldige løsning på den økonomiske krise er umulig at finde. Vi må lige så stille bevæge os ud af den.

Hvad skal der til for at ændre situationen?

Politikerne må komme med nogle svar! Men ingen tør gå forrest, så det kommer nok til at trække ud. Og så er der stor uenighed om fremgangsmåden. Det ser vi jo også på tværs af Europa, hvor ingen vil give sig eller tage ansvar. Men det ER svært at få vendt udviklingen.

Hvad kan vi som leverandører gøre for at forbedre vores situation?
Det handler om at holde hjulene i gang. Hold jer orienteret om den økonomiske situation, men pas på, det ikke får jer til at gå i baglås. Det er ikke virksomhedernes opgave at holde hele landet i gang! Der er også andre faktorer, der spiller ind på noget så stort som dette, som I ikke kan gøre noget ved. Det efterskælv, vi er i lige nu, er en bevægen-sig-sidelæns mere end -nedad, så det bedste, man kan gøre, er at holde sig i gang og vækste lige så stille.

Hvordan ser fremtiden ud?

Vi må nok forvente, at situationen vil stå i stampe de næste 3-4 år. Nu handler det om at få styr på den offentlige gæld ved at hæve skatterne og få de offentlige udgifter ned og at få nedbragt privatgælden ved at spare mere op og dermed skabe noget sikkerhed. Vi skal have gang i forbruget igen. Hvis folk sparer for meget op, går forbruget i stå, men hvis folk bare forbruger og ikke sparer op, vil den ubetalte gæld og den store usikkerhed være for omfattende. Det optimale vil være halvt opsparing og halvt forbrug. Så kommer der lige så stille ro på og gang i hjulene igen.

Steen Bocian
Cand.polit. fra Københavns Universitet 1996, og siden 2007 cheføkonom i Danske Bank, hvor han i 2000 begyndte som chefanalytiker.

Bragt i DLF magasinet #1 2012

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem