Den selektive forbruger bestemmer

Danskerne er blevet mere og mere bevidste om, hvad vi putter i munden, og det stiller krav til de fødevarer, der er på markedet. Her fortæller seks leverandører om deres fri for-produkter og de tanker, der ligger bag.

Tekst: KOMMID

Schulstad Bakery Soulutions

I september sidste år lancerede Schulstad Bakery Solutions deres glutenfrie koncept, der byder på morgenbrød, sandwichstykker, burgerboller, pitabrød og kage.
Det glutenfrie koncept er opstået dels på grund af en øget efterspørgsel, og dels fordi virksomheden havde et ønske om at kunne tilbyde glutenfrie produkter til foodservice.

– To procent af befolkningen kan ikke tåle gluten, og 15 procent prøver at undgå det, så vi synes, det er vigtigt, at der også er en række kvalitetsprodukter til dem, fortæller brand manager Thomas Carlé Svensson.

Og de glutenfrie produkter har fået en god modtagelse.

– Vores sortiment dækker bredt, så ude i køkkenerne har personalet mulighed for at tilbyde de spisende glutenfrie alternativer på alle tidspunkter af dagen.

Thomas Carlé Svensson er ikke i tvivl om, at de glutenfrie produkters popularitet endnu ikke har toppet.

– Vi vurderer, at der vil være et stigende marked for glutenfrie produkter, fordi gruppen af folk, der ikke kan tåle gluten, vil stige i takt med, at flere og flere bliver opmærksomme på glutenallergi og lader sig teste. De personer, der vælger at undgå gluten i deres kost af andre årsager, ser vi også stadig et stort potentiale i. Mange af disse personer er en del af den fri for-tendens, der vækster i disse år, og trenden vil fortsætte de næste år.

Hvorvidt Schulstad Bakery Solutions har planer om at lancere flere glutenfrie produkter i 2017, må tiden vise, men brand manageren er ikke afvisende over for, at der kan komme flere fri for-produkter til, hvis efterspørgslen er der.

Orkla

Flere og flere danskere lever helt eller delvist uden kød, og derfor har Orkla lanceret en række veganske køderstatninger under navnet Anamma.

– I Danmark har vi indtil videre introduceret vegetarfars, pølser og burgere, og alle produkterne er desuden fri for æg, mælk og gluten, fortæller salgschef Niels Estrup.

Og produkterne hitter.

– Mange er vegetarer og veganere, og det smitter af på hr. og fru Danmark. En del mennesker gør faktisk en indsats for at skære ned på kødet, og mange større organisationer oplever derfor en øget efterspørgsel på kødfrie dage.

Det kan dog være en udfordring for kokken at lade kreativiteten blomstre uden kød, og derfor tager Orkla på besøg i kantiner landet over for at vise personalet, hvordan Anamma kan bruges i dagligdagen. Og det har været en succes.

– Vi fik produkterne i vores portefølje for et års tid siden, og vi oplever en stigende interesse. Men det tager tid i foodservice. Mange er lidt forbeholdne over for, hvad det nu er for noget. Men så snart vi viser dem, hvad produkterne kan bruges til, og de får lov at smage, er de straks mere positive.

Niels Estrup kan ikke løfte sløret for, om vi kommer til at opleve flere fri for-produkter fra Orklas side i 2017, men han er ikke i tvivl om, at tendensen kun vil vokse fremover.

– Helt klart! Så snart der er interesse for noget, bliver der stillet skarpt på det i produktudviklingen, og nye spændende ting kommer til. Vi vil naturligvis også have øjnene åbne for flere kødfrie muligheder – og andre aktuelle fødevaretrends for den sags skyld, afslutter salgschefen.

Unilever

I januar lancerede Unilever hele sit flødeostsortiment som laktosefrit i kølvandet på en stor efterspørgsel fra kunderne.

– Der er flere og flere allergikere derude, og dem vil vi gerne imødekomme. Derfor har vi skiftet hele vores sortiment af flødeoste ud med laktosefrie varianter, fortæller Dung Nguyen, der er channel marketing manager hos Unilever.

– Vi ved, at personalet i køkkenerne har travlt, og med det laktosefrie sortiment kan køkkenerne bruge det samme produkt til alle gæster og dermed spare tid.

Dung Nguyen fortæller, at Unilever oplever en stor efterspørgsel på fri for-produkter såvel som økologiske og bæredygtige produkter. I det hele taget er forbrugerne blevet meget kritiske og går ikke på kompromis med hverken smag eller indhold.

– Tendensen med fri-for begyndte inden for kosmetik og hudpleje, og nu er den rykket over til fødevarer. Behovet for disse produkter bliver kun større i fremtiden.

I uge 10 lancerer Unilever derfor endnu et fri for-produkt, nemlig økologisk Maizena.

– Og så arbejder vi også på noget andet, der kommer i den nærmeste fremtid, afslører Dung Nguyen.

Foodpeople

Hos Foodpeople har man i den grad også taget fri for-tendensen til sig. Hele virksomhedens forretning er nemlig bygget op omkring fri for-tilsætningsstoffer og -giftstoffer.

– Vores tilgang handler om håndværket og gode, ærlige råvarer. Efter finanskrisen har vi oplevet vi en enorm efterspørgsel på kvalitet. Økologi og kvalitet er simpelthen blevet et krav fra størstedelen af vores kunder, fortæller marketingchef Tobias Musaeus.

Derudover sælger Foodpeople produkter, der er fri for salt, sukker og gluten. Det er dog fri for-tilsætningsstoffer og -giftstoffer, der fylder mest i virksomhedens bevidsthed, og sådan vil det også være i fremtiden.

– Vi udvikler nye produkter hver måned, og fremadrettet har vi fortsat et kæmpe fokus på at kunne levere kvalitet uden giftstoffer. Vores fornemste opgave er at finde en løsning med ærlige råvarer og uden tilsætningsstoffer, som giver kunderne et godt alternativ til de andre fri for-produkter derude, lyder det fra Tobias Musaeus.

Kohberg

Kohberg præsenterede ved årsskiftet en brødserie uden gluten og hvede, der omfatter kernebrød, havrebrød, chokolademuffins og to go-sandwich.

– Mange spiser glutenfrit af forskellige grunde, men vi har taget udgangspunkt i, hvad en person med cøliaki har brug for. Derfor er det et glutenfrit bageri, der bager produkterne, fortæller produktchef Sanne Maahn Thomsen og uddyber:

– Markedet har efterspurgt det, og det er vigtigt for os, at vi nu kan indfri kundernes forventninger med kvalitetsbrød, der ikke indeholder gluten og hvede.

Fremadrettet er Sanne Maahn Thomsen da også overbevist om, at fri for-tendensen kun bliver større.

– Tendensen var stor i 2015, voksede i 2016 og er nu endnu større, så det er ikke noget, der ebber ud de næste par år. Vi har satset på at præsentere et smalt, men stærkt sortiment fra start, men vi er klar til at vækste, hvis markedet efterspørger det, lyder det fra Sanne Maahn Thomsen.

Royal Greenland

Også Royal Greenland er hoppet med på fri for-tendensen og sælger nu flere forskellige slags fisk med henholdsvis glutenfri og økologisk panering. Alle produkter er desuden fri for æg og mælk.

– De glutenfrie paneringer er kommet til, dels fordi der er deciderede glutenallergikere, og dels fordi danskerne i stigende grad har taget sundhedstrenden med glutenfrie produkter til sig fra USA. Danskerne bliver mere og mere bevidste om, hvad de spiser, og det er produkterne med økologisk panering også en reaktion på. Vi gør, hvad vi kan for at matche de behov og den efterspørgsel, som ses i markedet, lyder det fra Marianne Rottbøll, marketingchef Nordic i Royal Greenland.

Bragt i food magasinet vol. 5

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem