De 10 bud – på en succesfuld nylancering

Der er masser af hensyn at tage, når du vil lancere et nyt produkt på det danske marked. Vi har listet en række gode råd, du kan bruge, når du står over for en nylancering.

Tekst: KOMMID

1: Objektiv og ærlig vurdering af hullet i markedet. Nylanceringen skal kunne tilføre værdi til den kategori, den tilhører, på tre niveauer: Forbrugeren, detailhandlen og leverandøren.

2: Fælles forpligtelse fra både detailhandel og leverandør. Der skal være tillid mellem parterne og en oprigtig tro på projektet hos begge parter. Klare mål og målsætninger er et must.

3: Tilstrækkelig planlægning med en realistisk tidshorisont. Det kræver perspektiv, ro og overblik at sikre en succesfuld nylancering i Danmark.

4: Klar distributions- og kanalstrategi for nylanceringen. En klarlægning af, hvilke typer af butikker nylanceringen kan få succes i, hvor mange butikker den skal sælges i, hvor i landet de ligger mv., er nødvendigt forarbejde i forbindelse med en nylancering.

5: Styring af butikkernes håndtering af det nye produkt. Hvis ikke butikkerne placerer og håndterer nylanceringen rigtigt, kan alt gå galt. Samarbejdet med butikkerne er altafgørende.

6: Markedsføring over for forbrugeren. Det er vigtigt med aggressiv markedsføring, som medfører, at forbrugeren får kendskab til produktet og køber det. Dette kan enten gøres ved uafhængig markedsføring eller via et samarbejde med kæderne.

7: Intern markedsføring. Der er mange interessenter involveret i en nylancering. Det er vigtigt, at alle nøglepersoner i detailhandlen og hos leverandøren er klar over, hvad der sker i forbindelse med nylanceringen, og hvad der forventes af den enkelte.

8: Fokus på opfølgende kampagner og lanceringer. En nylancering skal tilføres nyt liv løbende, da der ellers kan være risiko for, at produktet udgår, inden det har fundet fodfæste.

9: Vidensdeling før, under og efter nylanceringen. Vidensdeling på flere platforme og i relevante netværk kan være en afgørende faktor for at sikre succes.

10: Løbende opfølgning og læring. Lær af jeres erfaringer! Det er bedre med få meget succesfulde lanceringer end mange, der fejler.

Bragt i DLF magasinet #1 2012

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem