
Vi sætter spotlight på de unge mennesker, der er med til at forme fremtidens FMCG-branche. I denne serie møder du deltagerne i MLDK Young Talent Team og kan høre om deres vej ind i branchen samt deres motivation og hverdag.
Jeg hedder Malene Hugener Asmussen, er 30 år og er HR Konsulent i Kohberg. Mit arbejde med HR ligger inden for områderne: Udvikling og People Growth. Jeg arbejder med alt fra konceptudvikling og trivselsmålinger til digitalisering og optimering af HR-processer. Opgaverne er både projektbaserede med meget koordinering, men også strategiske og udviklingsorienterede, hvor jeg virkelig kan få lov til at fordybe mig. Senest er jeg blevet certificeret i Insights Discovery Person Profil, hvor vi lige pt. gør os nogle tanker om, hvordan vi skal forankre værktøjet i Kohberg. En meget spændende proces og rejse, både for Kohberg og for mig selv, i forhold til min faglige og personlige udvikling
Jeg kom ind i branchen via mit netværk, for det er lige netop dét netværk kan. Da forbindelsen var skabt, bød muligheden sig for en spændende stilling inden for HR i Kohberg. Jeg har altid set Kohberg som et anerkendt og respekteret brand – og så er det en ekstra bonus, at vi ovenikøbet er 100% danskejet. Derfor var muligheden simpelthen for god til ikke at kaste sig ud i. Hele Kohbergs setup tiltalte mig: En dansk, familie-ejet virksomhed, der producerer noget så dansk som rugbrød og wienerbrød. Dét var jeg nysgerrig på. Mit tidligere arbejde med HR har været i en større, international koncern, og det var også rigtig spændende. Det gav mig også en klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt for mig. Da jeg stødte på Kohberg, var det især den trygge, familiære og jordnære kultur, der fangede mig. Kohbergs værdier stemmer i høj grad overens med mine egne, og det er for mig fundamentet for et godt match.

Kohberg er en familieejet dansk virksomhed, hvor ordet ”familie” får sin betydning i hele organisationen. Man mærker en særlig Kohberg-ånd her, hvor man som menneske føler sig som en del af et fællesskab, og hvor der er en oprigtig interesse i én – både arbejdsmæssigt og personligt.
Jeg oplever, at mærkevareleverandører gør en særlig forskel – især i en tid, hvor meget kan føles usikkert og utrygt. Som forbruger bliver man mødt af mange valg og informationer, som er svære at navigere i. Nogle gange kan det næsten føles som om, det er umuligt ikke at træde forkert. Her kan mærkevarer noget særligt. De giver en følelse af tryghed – fordi man ved, hvad man får. Og i Danmark, hvor vi ofte samles omkring måltider, spiller det en vigtig rolle. Det er de velkendte produkter, vi tager med til bordet, fordi vi forbinder dem med gode stunder – og det er med til at skabe ro og nærvær.
Derfor kan noget så enkelt som at gå ned i butikken og, for eksempel vælge sit yndlingsbrød fra Kohberg, være med til at skabe en lille følelse af tryghed i hverdagen.
Og netop den genkendelighed og stabilitet tror jeg er noget af det, mærkevareleverandører bidrager med – både for forbrugerne og i samfundet generelt. Det er en forskel, jeg personligt er stolt over at bidrage til, i mit job hos Kohberg.
Hør Malene fortælle mere her
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem