DADAS – en del af noget stort

God datakvalitet er en af nøgleingredienserne til et succesfyldt salgsarbejde, og med et internationalt samarbejde om kvaliteten af data bliver der for DADAS’ medlemmer mere plads til effektivitet, besparelser og i sidste ende øget kundetilfredshed.

Tekst: KOMMID

DADAS er med i et større globalt netværk, Global Data Synchronisation Network (GDSN), der arbejder for globale standarder for datakvalitet. Med globale standarder har medlemmerne flere fordele. Kvaliteten af data er ikke bare højere – data indtastes ét sted uanset om det er til en dansk forretning eller en udenlandsk handelskæde. Internationale samarbejdspartnere taler pludselig samme sprog, og i det hele taget resulterer det globale samarbejde i, at DADAS’ medlemmer har betydeligt lavere administrationsomkostninger. For med DADAS som en del af et større globalt netværk forenkles og effektiveres kommunikation og dataudveksling på tværs af landegrænser.

Hvad er GDSN?

GDSN står for Global Data Synchronisation Network og er en sammenslutning af ca. 30 datapools fordelt over hele verden. Gennem GDSN kan danske leverandører udveksle varestamdata med internationale retailere på de fleste markeder, fx Carrefour, Albert Heijn, ICA og Delhaize samt alle større amerikanske kæder.

1.

Ambitiøst mål fra hollandske Albert Heijn: ”Vi vil opnå 100% korrekt produktinformation”

Målsætning: 100% korrekt produktinformation
Den hollandske handelskæde Albert Heijn satser stort og er en af dem, der er kommet længst med at indføre globale standarder for datakvalitet

Albert Heijn er kendt for deres høje kvalitet og korrekte produktinformationer. For at være endnu mere sikker på høj datakvalitet på et globalt niveau, har de besluttet, at alle deres nye leverandører (lokale som internationale) skal være tilknyttet GDSN, hvor netop globale standarder for datakvalitet anvendes.

Tidligere oplevede Albert Heijn fejl i op mod 60% af de dokumenter, som de modtog fra leverandørerne. Sådan er det ikke længere. Deres beslutning om at kræve, at alle leverandører er tilknyttet GDSN har haft store positive konsekvenser, der leder til tydelige besparelser i både tid og penge, og i dag er stort set alle deres 1300 leverandører tilsluttet GDSN.

2.

Stor svensk tilslutning til GDSN

I Sverige er flere store kæder og brands tilknyttet de globale standarder, og det sparer dem både tid og penge

Produktinformationen fra de svenske leverandører kvalitetssikres gennem GS1 Swedens services for elektronisk produktinformation, Validoo Item og Validoo Q-lab. Servicen bygger på globale standarder, der gør det let for svenske leverandører at holde produktinformationerne korrekte og opdaterede.

Hos den svenske detailkæde ICA AB sparer de både tid og penge, fordi produktinformationen kun skal skrives én gang, hvorefter den kvalitetssikres og sendes direkte til dem. Den største fordel for dem er, at informationen er struktureret og risikoen for fejl er minimeret.

Hos Lantmännen Cerelia i Sverige har de også glæde af de globale standarder og ser systemet som en vigtig informationsbank for både butikker, restauranter og storkøkkener – hvis alle leverandører bruger det aktivt.

Systemet kan anvendes til mange formål bl.a. til at støtte salg af varer over nettet, da købsbeslutninger træffes hurtigere, når relevant information er tilgængelig.

Artiklen er oprindeligt udgivet i e-magasinet Datapool magazine, 2013

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem