Brand Trust Prisen

For at markere vigtigheden af at styrke mærkevarens position – blandt andet via tillid fra forbrugerne – uddeler vi til Mærkevareleverandørerne Awardshowet under Mærkevareleverandørernes Årstræf 2016 Brand Trust Prisen.

Prisen gives til det brand i Danmark, som forbrugerne har størst tillid til inden for hele 30 FMCG produktkategorier.

De nominerede til Brand Trust Prisen er:

  • Marabou – Mondeléz
  • Lurpak – Arla Foods
  • Anthon Berg – TOMS
  • Nutella – Ferrero
  • Knorr – Unilever

Baggrunden for prisen er som nævnt markeringen af, hvor vigtigt det er, at vi holder fokus på at styrke mærkevarens position. Vi skal sikre fortsat vækst og værdiskabelse og her spiller mærkevaren en helt afgørende rolle.

GfK står bag det omfattende studie ”Brand Growth 2.0”, som blandt andet dykker ned i 25 drivere for vækst og styrkelse af mærkevarens værdi. En af disse drivere er trust – hvordan forbrugerne har tillid til dit brand og ikke mindst, hvordan du opbygger og bevarer denne trust.

Undersøgelsen viser, at et trusted brand har dobbelt så mange købere som et ikke-trusted brand. Jo højere trust, desto højere penetration. Samtidig er trust en driver for højere priser. En sjettedel af de 14.000 adspurgte forbrugere vil betale mere for et toptrusted brand. Men hvad er det så, der driver trust?

GfKs analyseresultater viser, at der er fire key-drivers til trust:

Dine marketingaktiviteter er af afgørende betydning for graden af forbrugernes tillid til dit brand. For at få forbrugernes tillid, skal du være en innovativ virksomhed, der løbende bringer nye lanceringer i markedet. Dog skal du i forhold til din markedsføring finde en balance, for for meget eller forkert promotion kan have den modsatte effekt.

En anden driver er brandets funktionelle performance. Kvaliteten af dit produkt skal være i top. Over tid er kvalitet noget af det, der betyder mest for at opbygge et trusted brand.

Den emotionelle værdi har også stor betydning. Dit brand skal opnå en position hos forbrugerne, hvor det anses som prestigefyldt at købe og benytte.

Den fjerde key-driver er brandets omdømme. Dét, at dit brand anses som aktuelt og ”oppe-i-tiden” har også betydning for graden af tillid til brandet.

Disse fire key-drivers er altså vigtige at have for øje, når du arbejder med styrkelsen af dit brand. Tillid er med til at gøre forbrugerne interesserede i dit brand, villige til at købe det og endda villige til at betale mere for det.

Brand Trust Prisen uddeles til det brand i Danmark, der har højest trustscore blandt forbrugerne. De 5 nominerede er de brands, der ligger i top 5 over ”most trustet brands” – hvem vinderen er afsløres under Mærkevareleverandørerne Awardshowet til Mærkevareleverandørerne Årstræf 2016.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem