Årets mest innovative kæde/grossist: MENY

Da branchen i forbindelse med Mærkevareleverandørernes Awardshow skulle stemme på den kæde eller grossist, de mener, har gjort en markant forskel i markedet, faldt det positivt ud for Meny. Det er adm. direktør Jørgen Nielsen utrolig stolt over.

Da adm. direktør i Meny Jørgen Nielsen i aftes gik på scenen ved det store awardshow til Mærkevareleverandørernes Årstræf 2017, havde han mange at takke. Stoltheden strålede ud af direktøren og udover at takke bl.a. leverandørerne, kunderne, de selvstændige købmænd, medarbejderne ude i butikkerne og hjemme i baglandet, fremhævede han salgsdirektør Kennet Berlin og koncept- og udviklingsdirektør Martin Brinch Jöhncke for en ekstraordinær indsats. Alle tre var enige om, at prisen var tilfaldet dem, fordi de har turde tænke nyt og bl.a. satset på øget faglighed blandt medarbejderne i butikkerne.

Nyt Fødevaremarked

Da Jørgen Nielsen 1. januar 2014 satte sig i førersædet i det tidligere SuperBest stod det klart, at noget måtte gøres med det nuværende koncept. Den bestående konceptplatform var ikke god nok og omsætningen var faldende.
– Ville vi overleve som supermarked i Danmark, var det nødvendigt, at vi fornyede os. Vi gentænkte hele vores koncept og med Meny, som blev en realitet i maj 2015, opstod det eneste Fødevaremarked i Danmark, siger Jørgen Nielsen.

I dagligvareleverandørernes begrundelser for at have stemt på Meny, lyder det bl.a., at ”Meny har formået at skabe en inspirerende og anderledes shoppingoplevelse med alt i én butik. Discount- og luksusprodukter er samlet under et stort fødevaremarked med egen slagter, fiskehandler, ostehandler og delikatesse”. Leverandørerne roser dem for den tydelige forbrugerkommunikation og måden, hvorpå konceptet er blevet eksekveret ude i butikkerne.

Netop det med at samle slagteren, grønthandleren, fiskemanden og ostebutikken er grundlæggende for Menys koncept.
– Vi har fokuseret på de gamle dyder og samlet dem i et moderne fødevaremarked. Vi har med det nye koncept ramt en stil og en tone, som møder forbrugerne, hvor de er. Vi fokuserer på friskhed og faglighed, og det vinder vi på, siger direktøren.

One-stop-shopping

Netop fokus på faglighed er bærende for Menys koncept. Medarbejdere i butikkerne, som er blevet madarbejdere, uddannes løbende, så de er opdateret inden for deres felt. De skal kunne rådgive og servicere kunderne med ekspertise og et højt fagligt niveau.
– Dagligvareforbrugerne i Danmark er illoyale. De handler i flere butikker – til hverdag gerne discount, men når der så kommer gæster fredag aften, lægger de et besøg forbi slagteren for de ekstra gode bøffer. Vi har gjort det nemt for forbrugeren, for vi har samlet alt på ét sted. Vi har skabt one-stop-shopping, så man både får den billige pris fra discount og den høje kvalitet og faglighed fra vores ferskvarer afdelinger, siger Jørgen Nielsen.

Vi kender vores kunder

Med til Menys one-stop-shopping koncept hører, at det er for alle.
– Fordi vi både kombinerer discount og luksusvarer og når 360 grader rundt, er vi danskernes foretrukne fødevaremarked. Menys dygtige medarbejdere ude i butikkerne møder forbrugerne hvor de er, og vi vinder også på nærheden.

Nærheden og den høje faglighed er netop det, Jørgen Nielsen fremhæver som årsag til, at han mener, Meny vil overhale nuværende online dagligvareleverandører. Da han i aftes modtog  prisen som Årets mest innovative kæde/grossist, gav han med smil på læben Stefan Plenge fra nemlig.com, som også var nomineret til prisen og som tidligere på dagen havde holdt oplæg, hvori Stefan Plenge spåede, at de fysiske butikker ingen berettigelse har i fremtiden, følgende kommentar med på vejen: ”Det var da godt, vi vandt prisen i år, nu vi ingen berettigelse har i fremtiden”.

Jørgen Nielsen mener netop, at de med kombinationen af discount, luksus og fysiske butikker med fokus på faglighed og nærhed har et forspring, når de er klar til at gå online.
– Vi er i fuld gang med at se på mulighederne online, og det kan godt være, at dem, der er i gang nu, har firstmover forbrugerne, men så tager vi resten. Der er mange danskerne, som slet ikke er klar til den måde at handle på endnu, og vi opbygger lige nu en uundværlig troværdighed i den kamp, der venter fremover. God service, faglighed leveret af fagfolk og den nære kundeoplevelse går aldrig af mode, afslutter han.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem