Årets CSR Mærkevareleverandør – vinderen er fundet

Mærkevareleverandørernes awardshow er næsten ved vejs ende, men vi mangler endnu at uddele den sidste pris, som er Årets CSR Mærkevareleverandør.

Årets CSR Mærkevareleverandør
Klik på filmen og se de tre nominerede i kategorien. I filmen kårer vi desuden vinderen, som til slut takker for den eftertragtede pris: 

Iframe

I bæredygtighedens tegn uddeler vi for anden gang i år Årets CSR-pris. Prisen som Årets CSR Mærkevareleverandør gives til en mærkevareleverandør, der har gjort en særlig indsats for at tage et mere socialt og bæredygtigt ansvar og vist vejen for den fælles rejse mod et mere bæredygtigt Danmark. Her er det den gode idé, en frisk og innovativ tilgang til bæredygtighed og viljen til at udfordre markedet, der tæller. Vigtigst af alt er, at initiativet er taget ud fra en grøn tanke.

Vinderen er fundet af den håndplukkede CSR-jury, som består af:

  • Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop.
  • Mikkel Stenbæk Hansen, direktør i Dansk Initiativ for Etisk Handel.
  • Bjørn Bauer, direktør i PlanMiljø.
  • Mogens Werge, CSR & Public Affairs Manager hos MLDK.

De nominerede til Årets CSR Mærkevareleverandør er:

  • Arla Foods – for deres nye klimaplan.
  • Danish Crown – for deres skift af materiale i 55 mio. kødbakker.
  • Procter & Gamble – for deres arbejde med at fremme cirkulær økonomi igennem projektet ”Holy Grail”.

Resultatet af afstemningen er gjort op, og vi kan ønske et stor tillykke til Arla Foods, som med deres nye klimaplan vinder prisen som ”Årets CSR Mærkevareleverandør”.

Derfor vinder de
Vinderen af årets CSR Pris er Arla Foods for deres nye klimaplan. Den ambitiøse plan har som målsætning af opnå en netto-nuludledning af drivhusgasser i år 2050. Over de næste 10 år skal udledningen af drivhusgasser reduceres med hele 30 % pr. kg mælk. Strategien dækker hele værdikæden internationalt og er udarbejdet i samarbejde med førende forskere og NGO’er. Man har anvendt Science-Based Taget metoden, som sikrer gennemsigtighed i både metode og resultater.

– På vegne af hele Arla vil jeg gerne sige tusind tak for prisen som Årets CSR Mærkevareleverandør. I 2019 lancerede Arla den hidtil mest ambitiøse klimastrategi. Målet for os er at reducere vores CO2-udledning med 30 % pr. kg mælk inden 2030, og så vil vi arbejde gennemført hen mod en netto-nuludledning i 2050. De globale klimaudfordringer kræver store ambitioner, og det kræver en målrettet indsats overalt i samfundet. Som en af Danmarks største fødevareleverandører har Arla en unik mulighed og et kæmpestort ansvar for at bidrage til, at vi kommer i mål. Der er rigtig mange veje til målet. Med en klimaambition frem mod 2050 tager Arla nu de næste store skridt mod bæredygtig mælkeproduktion og netto-nuludledning. Vores tiltag dækker hele værdikæden fra mælkeproduktionen på gårdene til transporten, fremstillingen på mejerierne og emballagen. Endnu en gang tusind tak for at anerkende vores ambitiøse projekt med prisen som Årets CSR Mærkevareleverandør, siger Helle Müller Petersen, landedirektør hos Arla Danmark.

På vegne af alle MLDK’s medlemmer ønsker vi Arla Foods et stort tillykke med den flotte pris for deres nye klimaplan.

Dette var den sidste pris i rækken og dermed også slutningen på Mærkevareleverandørernes digitale awardshow 2020. Tak til alle de nominerede og stort tillykke til alle vinderne.

Vi ses til Mærkevareleverandørernes Årstræf den 11. marts 2021, som forhåbentlig bliver i vores vante rammer.

  • Del

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Bliv medlem