
MLDK YOUNG TALENTS: Andreas Lohmann Koll er en del af MLDK’s Young Talent Team 2025. Som Senior Business Controller hos Stryhns Gruppen deler han her sin vej ind i mærkevarebranchen og fortæller, hvad der gør netop denne mærkevareleverandør og FMCG-branchen til et spændende sted for unge talenter.
Mød Andreas
Jeg hedder Andreas Lohmann Koll, er 34 år og er ansat i Stryhns Gruppen A/S. Her arbejder jeg som Senior Business Controller og har gjort det i 3 år. Mit fokus er på salg og marketing, som jeg er business partner for. Jeg fungerer som bindeleddet mellem økonomi og salg/marketing.
Min hverdag omhandler alt fra budgetter, profitabilitetsanalyser og skabe indsigt i råvareprisudviklingen til basisopgaver som månedsluk af regnskabet samt skabe forståelse for udviklingen i vores salgstal. Formidlingen af data og analyser har en stor rolle, da komplekse problemstillinger skal gøres lette at forstå for alle parter.
Som Business Controller skal man være klar til at reagere og skifte retning. I forbindelse med både Corona og krigen i Ukraine, er man løbende stødt på nye udfordringer. Udfordringer, som hele tiden ændrer den situation, man står i. Derfor er det vigtigt at kunne skabe et overblik og en indsigt i udfordringerne, som kan hjælpe med, at vi sammen tager de rette beslutninger.

Vejen ind i mærkevarebranchen
Jeg endte i Stryhns Gruppen A/S gennem netværk fra min tidligere arbejdsplads. I min nye stilling ville min chef være én, jeg kendte fra tidligere, så det gjorde, at det var lettere at tage springet. Der vil jo altid været usikkerhed forbundet med et jobskifte, så det betød noget for mig, at der allerede var en, jeg kendte som arbejdede her og dermed havde sagt god for det.
Et af branchens kendetegn er jo ”Fast Moving”, og det tiltaler mig meget. En ting er, at produkterne bevæger sig hurtigt, men der er også en konstant udvikling i branchen, og udfordringerne, man står overfor i sin hverdag, skifter hele tiden. Det bliver aldrig kedeligt.

Stryhns Gruppen som arbejdsplads
Først og fremmest ville jeg fremhæve det gode kollegaskab, vi har. Der er altid god stemning med højt til loftet, men uden at gå på kompromis med faglighed og ambitioner. Frihed under ansvar er meget dækkende i Stryhns Gruppen. Man får meget ansvar og mulighed for at tage selvstændige beslutninger. Samtidig er man selv med til at drive udviklingen i sin stilling. Der er altså plads til at arbejde med mange forskellige problemstillinger, og man er med til at præge retningen.
Sådan gør branchen en forskel
Der er et konstant fokus i både Stryhns Gruppen A/S og FMCG-branchen på udvikling. Det gælder både udvikling af nye produkter, højeste niveau af fødevaresikkerhed, undgå madspild og bæredygtighed generelt. Helt specifikt betyder social bæredygtighed meget for mig, og vores samarbejde med Børns Vilkår er noget helt specielt. Stryhns Gruppen A/S er med til at sikre, at børnetelefonen kan holdes åben døgnet rundt, så børn altid har nogen at række ud til i en svær tid. Stryhn’s leverpostej har altid været hverdagens hjælper i børnefamilier, og her er Stryhns Gruppen A/S med til at gøre en forskel lige netop der.
Følg med i serien, hvor vi hver uge præsenterer et nyt ungt talent fra MLDK’s Young Talent Team.
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem