
MLDK YOUNG TALENTS: Julie Andersen er en del af MLDK’s Young Talent Team 2025. Som Digital Performance Analyst hos Läntmannen Unibake deler hun her sin vej ind i mærkevarebranchen og fortæller, hvad der gør netop denne mærkevareleverandør og FMCG-branchen til et spændende sted for unge talenter.
Mød Julie
Jeg hedder Julie, er 33 år gammel og arbejder hos Lantmännen Unibake. Som Digital Performance Analyst arbejder jeg med hele data flowet – fra indlæsning og strukturering af rå data, til udvikling af dashboards og dybdegående analyser. Målet er at skabe en mere datadrevet markedsforståelse, der kan styrke vores salgsindsats.
Vejen ind i mærkevarebranchen
Jeg er uddannet cand.merc. i Marketing, men har undervejs – og særligt i mit arbejdsliv – fået en stor interesse for data. For mig er det spændende at kombinere den kreative og strategiske tilgang fra marketing med den analytiske styrke i data, fordi det giver mulighed for at træffe mere kvalificerede beslutninger og skabe målbare resultater. Dét, der tiltalte mig ved Lantmännen Unibake, var især virksomhedens fokus på både faglig og personlig udvikling. Det betyder meget for mig at være et sted, hvor der er plads til at udvikle mine kompetencer, tage ansvar og hele tiden lære nyt. En anden ting, der tiltalte mig, var at lande i et arbejdsmiljø, hvor der er stor erfaring – der er god mulighed for sparring med kolleger, der har rigtig mange års erfaring i branchen.
Läntmannen Unibake som arbejdsplads
Hvis jeg skulle præsentere min virksomhed for andre unge talenter, ville jeg fremhæve, at det er en virksomhed, hvor personlig udvikling og ledelse er i fokus. Man mærker tydeligt, at der er lagt en klar strategi og konkrete planer, som gør det nemt at forstå, hvilken retning vi bevæger os i. Det skaber tryghed og følgeskab, og man får mulighed for at lede sig selv med egne mål, der spiller sammen med virksomhedens overordnede retning. Det gør også, at selvom det er en stor virksomhed, er der stadig frihed til at være med til at påvirke sin egne opgaver og udvikling. Derudover er det meningsfuldt at arbejde i en virksomhed, hvor man er med til at gøre en forskel for samfundet – f.eks. inden for bæredygtighed og sundhed.

Sådan gør branchen en forskel
Jeg synes, vi i fødevarebranchen har et stort ansvar, når det kommer til bæredygtighed. Hos Lantmännen Unibake Danmark er det ikke bare noget, vi taler om – det er en naturlig del af vores hverdag. Vi arbejder for at bage for en bæredygtig fremtid, hvor vi både fokuserer på at mindske vores klimaaftryk, bage sundere brød med mere fuldkorn og fibre, og samtidig skabe en arbejdsplads, hvor sundhed, trivsel og udvikling er i centrum. Og vigtigst af alt: vi holder fast i planen – det er ikke bare ord, men noget vi faktisk gør. Det gør mig stolt.
Følg med i serien, hvor vi hver uge præsenterer et nyt ungt talent fra MLDK’s Young Talent Team.
Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.
Bliv medlem